Mini-anmeldelse: Sommeren uden mænd

Jeg er nu blevet færdig med Siri Hustvedts bog 'Sommeren uden mænd' 

Og jeg kan godt anbefale den, men må samtidig advare, da jeg ikke tror den er for alle. Jeg var skeptisk i starten, og overvejede at droppe den flere gange, der var dog alligevel noget 'der', som fik mig til at fortsætte. Jeg er glad for at jeg læste den til ende, og blev også anerkendt for dette af fortælleren Mia.

For det er lyrikeren Mia og hendes kamp for psykisk overlevelse efter at være blevet forladt af hendes mand Boris, som bogen handler om. Men bogen har ikke en egentlig handling, det er mere en mundtlig og skriftlig beskrivelse, tolkning, tænkning, og diskussion om elementer og dele som udgør Mias liv både i fortid, nutid og fremtid. Det er bl.a. Svanerne, som er en gruppe ældre damer, heriblandt Mias mor, som bor i et slags ældrecenter. Mias nye naboer Lola, Pete, Flora og lille Simon. De syv teenagepiger som hun underviser i lyrik, og hendes e-mail korrespondance med NN.   

Bogen kan til tider være svær at forstå, og Siri Hustvedt refererer til mange professoer, forskere osv. bl.a. omkring forskellen på mænd og kvinder og deres intellekt. Der er dele i bogen, som der efter min mening bare skal overståes, men samtidig sætter hun mange tanker i gang, og andre steder er der nogle utrolig vittige afsnit. 

En bog af samme type, vil jeg nok ikke tage op igen foreløbig, men kunne godt lide bogens aggression og ligepåhed, og så den filosoferen som den satte gang i hos mig. Og en anden ting, så syntes jeg bogen var meget ærlig, og jeg kan godt lide perspektivet hvor Mia møder, og får indblik i forskellige aldrende kvinder, og deres sted i livet. Dette sætte også tankerne i gang hos Mia og hos mig omkring ens plads og sted i livet.

Jeg kan godt se at anmeldelsen blev lidt rodet, men det er fordi at jeg finder frem til den hen ad vejen, imens jeg skriver. Håber i kan få noget ud af den.

Og så en sidste ting. Jeg kan anbefale at læse bogen højt, det giver en anden forståelse;)